Personligt eller privat?

Når du skriver om dit liv, kan det være godt at overveje, hvor grænsen går mellem det personlige og det private. Det er meget individuelt og afhænger af, hvad formålet med teksten er. Skal den udgives? Eller er målgruppen familie og venner?

Hvad er i det hele taget forskellen mellem en personlig og en privat tekst? Det personlige bliver nærværende og går ikke alene tæt på forfatteren, men også på læseren. Det trækker læseren ind i teksten og gør den vedkommende og relevant. Hvis teksten bliver for privat, vil læseren måske tværtimod føle sig frastødt, fordi der videregives intime detaljer, der ikke er nødvendige for at forstå sammenhængen i historien.

Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at man kan komme afsted med mere, hvis teksten ikke skal udgives. Samtidig kan der være elementer fra dit liv, som du ikke har lyst til at nogen skal vide. Hvis du sætter splid i familien med din tekst, er det også vigtigt at tænke sig om to gange. Ønsker du den splid, eller vil du hellere være foruden?

Nogle gange kan der være historier, der er rigtig svære at skrive, fordi de gør ondt. Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de er for private. Hvis andre mennesker kan spejle sig i din historie og evt. få hjælp igennem den, så har den sin berettigelse. Men du kan vælge at springe detaljer over, som ikke er nødvendige for at forstå sammenhængen. Antyde dele af historien i stedet for at udpensle den. Og så kan du vælge at udelade eller ændre navne, hvis du vil beskytte dem, der er involveret i historien.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård er et eksempel på en forfatter, der i hvert fald ikke holder nogen detaljer tilbage. Hans autobiografiske fortælling nåede op på seks bind, og han blev endda truet med en retssag, fordi nogen i familien var uenige med ham i hans fremstilling af hans fars liv. Det skrev han så om i bind seks.

Men en god tommelfingerregel er, at hvis du skriver til familien, kan du skrive alt det, du ville have betroet et familiemedlem, hvis I sad og talte sammen over en kop kaffe. Og hvis du gerne på et tidspunkt vil udgive din livsfortælling til andre end familie og venner, skal du forestille dig, hvordan du ville have det, hvis to helt fremmede mennesker sad på en cafe og diskuterede din fortælling.

Så forskellen på det personlige (som gør historien nærværende og relevant) og det private (som går for tæt på og måske bliver pinligt) afhænger i høj grad både af dem, du skriver til, og dine egne grænser.  

Skal man fortælle personerne i historien, at de er med?

En anden problemstilling er, om man skal informere dem, man har med i sin livsfortælling. Jeg vil sige ja – hvis du bruger deres rigtige navne og de optræder i en væsentlig rolle i din fortælling.

Hvis bogen skal udgives, er det altid godt, at dem, der er med i din fortælling, ved det. Dog kan du anonymisere dele af fortællingen, især hvis personen har en mindre birolle. Hvis det ikke er vigtigt, at din læser kender deres navn, kan du bare skrive ”en ven”, ”en skolekammerat”, osv. Du kan også vælge at ændre navnene.

Hvis bogen ikke skal udgives, men kun er til ”internt familiebrug”, er det en god ide at fortælle, at du er i gang med at skrive. Både fordi det holder dig i gang, og fordi din familie så er klar over, at der kommer noget. Her behøver du måske ikke være så detaljeret med, hvordan de optræder i fortællingen, medmindre du godt ved, at noget af det, du skriver, vil såre dem. I sådan et tilfælde er det en god ide at advare dem på forhånd.

Tænk på, om det, du skriver, vil udløse en konflikt. Og om du er villig til at gå ind i sådan en konflikt. Det er ikke nødvendigvis forkert at tage følsomme emner op, men du skal selv kunne leve med det eventuelle ”stormvejr”, det kan udløse.