Kom med i fællesskabet

Spænd ben for dig selv

benspænd skrivetips skriveøvelse

Sidder du og stirrer på et hvidt stykke papir uden nogen ide om, hvad du skal skrive? Det sker for alle indimellem, men hvis du ofte har det sådan, kan du prøve at udfordre dig selv med et eller flere ”benspænd”.

På skrivekurser er det et ofte brugt begreb, som ganske enkelt betyder, at man får udleveret en række kriterier, som den næste tekst skal opfylde. Det kan være, at teksten skal indeholde – eller udelade – nogle bestemte ord, være af en bestemt længde eller dække et bestemt tema. Selv kan jeg godt lide den slags udfordringer. Det tænder min kreative skrivelyst næsten med det samme, og hjernen går straks i gang med at udtænke løsninger på det stillede ”problem”. Hvis du har det på samme måde, kan det være en god måde at bryde din skriveblokade på. Herunder vil jeg gennemgå tre måder at spænde ben for sig selv på, som du kan afprøve, hvis du har lyst.

Begræns antal ord

For nogle år siden begyndte forfatteren A. Rune initiativet ”FebruaryFICTION”, som i alt korthed går ud på hver dag i februar at skrive en historie på maksimalt 100 ord og tagge den med #februaryfiction. Historien skal have en begyndelse, en midte og en slutning. Jeg kastede mig straks ud i det, og siden har jeg ikke kunnet lade være med at hoppe med på legen hvert år i februar. Det er en fantastisk måde at lære sig begrænsningens kunst! Man finder hurtigt ud af at slette småord og unødvendige gentagelser, og man øver sig i at skrive så meget som muligt mellem linjerne. Her er tre forslag til tekster på maksimalt 100 ord, som du kan prøve.

  1.  Fortæl om din første skoledag.
  2. Fortæl, hvordan du fik dit første job.
  3. Fortæl om en sjov oplevelse sammen med en ven eller veninde, dit barn eller barnebarn.

Hvis du kan lide at skrive på den her måde, kan du overveje, om du har lyst til at bidrage, næste gang der er #februaryfiction på programmet.

Brug bestemte ord i teksten

I den her øvelse skal du finde tre ord. Derefter skal du skrive en kort tekst, som indeholder alle tre ord.

Det virker bedst, hvis ordene er tilfældigt valgt. Der findes ”ordgeneratorer” på nettet, men ellers kan du tage en bog ud af reolen, slå op et tilfældigt sted og så vælge det første navneord på den side. Derefter slår du op et nyt sted og finder det første udsagnsord. Til sidst slår du op endnu et nyt sted og finder det første tillægsord. Du kan også bruge en avis eller få en ven til at sende dig tre tilfældige ord.

Derefter er opgaven at skrive en kort historie, der indeholder alle tre ord. Du kan bruge en situation fra dit liv eller bare finde på noget ud af det blå. Give din fantasi frit løb og se, hvad der kommer ud af det. Nogle gange kan det være befriende bare at skrive løs uden at tænke så meget på, om det nu lige var sådan, det skete.

Styr uden om visse begreber

Denne udfordring kan både give gode resultater og skabe nogle lidt underlige, men sjove tekster. Frem for alt tvinger den dig til at tænke anderledes, end du plejer, og den har potentiale til at gøre dig mere bevidst om dit sprog og din skrivestil.

Opgaven går ud på at skrive om helt almindelige hverdagsting uden at bruge de ord, man plejer at sætte på. Det kunne fx være at beskrive en solnedgang uden at bruge navnet på farverne. I stedet kan man fx skrive: ”Himlen blussede som en forelsket skolepige med solens glødende kugle der, hvor næsen ville have siddet.” Lige den her sætning lyder måske fjollet, men ideen er at lege med sproget og finde nye vinkler på det velkendte. Male med ordene og se, hvor det bærer dig hen. Her er tre forslag, men du bestemmer helt selv, om du vil skrive om noget helt andet.

  1. Beskriv din bil uden at bruge ord som hjul, døre, vinduer, rat, kølerhjelm, osv.
  2. Fortæl om en naturoplevelse uden at bruge farver (det kan være en solnedgang eller noget helt andet).
  3. Beskriv en person ved hjælp af det, personen foretager sig. Læseren skal kunne forestille sig, hvordan personen ser ud, men du må ikke beskrive personens udseende direkte.

Hvis du synes, det er svært, er du ikke den eneste! Men det er en øvelse, der får dig til at tænke over, hvordan du bruger sproget, og det kan gavne dig, når du arbejder videre med din livsfortælling bagefter.

Benspænd af den her type er gode til at få rystet posen og tvinge hjernen ud af de vante labyrinter. Så hvis du føler dig lidt låst og har brug for friske input, kan du prøve en eller flere af udfordringerne, jeg lige har præsenteret, og se, om det måske kan hjælpe dig videre.

Hvis du har brug for flere ideer til, hvad du kan skrive om, er der masser af inspiration at hente i min guide "Sådan udvælger du dine bedste historier".

Den vil jeg gerne høre mere om!

Gå ikke glip af mine gratis vejledninger og inspirerende artikler!

Få undervisning, motivationsboostere og nyt om kurser og aktiviteter direkte i din inbakke: